Min tilgang indeholder flere ben:
Det første ben: Omsorg og medvandring
Hvis vi som pårørende erfarer at vores tilværelse for alvor udfordres og at virkeligheden rammer os, uden vi kan forhindre det og der er grænser for hvad vi har mulighed for at ændre og forandre. Når det selvfølgelige ikke længere er selvfølgeligt og vi fyldes med skræmmende tanker og følelser, frustration og håbløshed, så kan det føles ensomt og svært hvis omgivelserne ikke forstår hvordan det er. Derfor kan det være befriende at fortælle sin historie og søge et du, som med lydhørhed og varsomhed kan vise omsorg og respekt for din livssituation og hjælpe med at finde et sprog, der kan afklare alle de svære tanker og følelser der opstår i kølvandet på vores ændrede livsomstændigheder. For at forstå og integrere min nye virkelighed kan jeg have brug for en medvandrer på rejsen, et menneske som kan hjælpe med at finde vej i ukendt land og som kan rumme mig, og tilbyde mig et omsorgsfuldt frirum til refleksion over hvad som har betydning for mig, så jeg kan finde hjem og genskabe en ny fortælling som føder nyt håb i håbløsheden.
Det andet ben: Den eksistentielle dimension
Jeg arbejder ud fra en psykologisk og evidensbaseret praksis, men først og fremmest finder jeg min største inspiration og ståsted i en eksistentiel tilgang til mødet- og samtalen med mennesker.
Når vi lægger en særlig vægt på vores livsvilkår ud fra en filosofisk synsvinkel, som handler om vores eksistens, så betyder det at vi finder frem til vores værdier, holdninger og relationer i samspil med andre mennesker og den verden vi lever i.
Når vi udsættes for svære livsomstændigheder, kan det føles som om vi ikke længere kan finde retning og orientere os i livet, nogen vil endda opleve det som om de er faret vild for sig selv og oplever at deres liv er ved at gå i opløsning. I en eksistentiel samtale – og møde handler det om, at vi i fællesskab forsøger at genfinde retning, ved at fortælle vores historie igen og igen, snakke om tilværelsen og livet før det hele forandrede sig når vi først givet det ordløse et sprog, det utydelige en form og det uendelige har fundet sin grænse i en erkendelse af at livet har en begrænsning så får vi kraft til at gøre det, der er muligt, kraft til at leve og turde leve.
En eksistens filosofisk tilgang er ikke styret af bestemte teorier og metoder, men tager udgangspunkt i at hjælpe mennesker med en nuancering af, hvordan deres problemstillinger opleves. Samtalen kan medvirke til at skabe indsigt, forståelse, overblik og handlemuligheder ud fra din situation og perspektiv. Samtalen kan hjælpe med at forholde dig til dit liv og dine vilkår, og så du igen kommer i berøring med alt det der virkelig betyder noget for dig og forhåbentlig genvinde noget af det håb, retning og den livsglæde, der ofte er gået tabt, når vi er under pres.
Hvad er en dialogisk samtale?
Den dialogiske udgangsposition er åben og modtagelig – som samtalepartner stiller jeg mig til rådighed for dig og din livsverden og jeg har ikke på forhånd forberedt hvor samtalen skal føre hen. En dialogisk samtale hverken styrer, vejleder eller foreskriver hvad du skal arbejde med, men skal betragtes som et frirum og en tid til refleksion og overvejelser over den måde du lever dit liv og anskuer dine livsmuligheder på og det som har betydning for dig.
Dialogen kræver som medvandrer mit nærvær og tilstedeværelse – og den omsorg der ligger i at jeg stiller mig til rådighed for dig, som menneske, først og fremmest med mit eget levede liv og erfaringer men også med mit faglige fundament og den indsigt som jeg har opnået gennem flere års studier og erfaringer med sorg og eksistentielle livskriser. Jeg tilbyder mig derfor som livsvidne – og medvandre, når vi for en periode involverer os med hinanden og deler liv.
Det tredje ben: Naturen som frirum
Naturen kan noget andet end når en samtale forgår indendørs. I dag er der flere forskningsstudier der viser at ophold i naturen har en positiv indvirkning på mennesker, når vores sind er i en tilstand af ubalance.
Naturen er ikke en ny opfindelse. Den er blevet brugt af mennesker i århundrede, når vi havde brug for at finde tilbage i os selv. At være i naturen har en positiv påvirkning på os fordi den naturligt vækker vores sanser. En god gåtur i skoven, duften af skovbund, bålets knitren, at lytte til fuglenes sang, stå ved havet og lader vinden blæse igennem os eller bare sidde i naturen på en bænk og komme ned i åndedræt og måske finde ro i bålets flammer. Når vi mærker hvordan naturen har en beroligende effekt på os bliver den en kilde til rekreation og en nødvendig restitution
Naturen er et sted, der skænker os muligheden for at opnå stilhed, ro og sanselighed og dermed skabes en god ramme for at møde sig selv uden krav og forventninger og dermed bliver et ophold i naturen omsorg, fordi sindet bliver stille – og et stille sind lytter bedst til indsigter som kan føre os til nye erkendelser i forhold til vores livsomstændigheder. Dermed kan naturen være med til at gøre noget godt for os som giver mening.
At være nærværende
Er at forlade sig selv
Og at give rum for det som er
Luften som rører ved huden
Lyden som bæres væk af stilheden
Lyset som indeslutter alt
At være nærværende
Er at efterlade sig selv